Hvis ikke min ven ejede et hotel i Salinas de Hoz

…havde jeg aldrig fundet vej til denne perle i Spanien.

Salinas de Hoz ligger 2½ times kørsel ind i landet fra Barcelona. Vi var der i starten af januar, og den sidste del af turen sent på eftermiddagen kørte vi igennem tæt tåge. Når man efter de sidste opadgående sving på vejen kommer over tågen og får øje på landsbyen, bliver man bjergtaget og må ud af bilen og tage billeder af det eventyrscenarie, der udfolder sig.

Salinas de Hoz er en nærmest affolket landsby – eller en mulighed for åndelig retreat, som man også kan sige. Ana og Flemming købte mest byens hotel, fordi de ønskede en fritidsbolig væk fra Barcelonas trængsel, men nu har de kørt Hotel Rural La Sal som fritidsbeskæftigelse de sidste fem år.

Vi fik et super hyggeligt værelse med balkon og udsigt over dalen. Hele hotellet er totalt lækkert istandsat i rustik stil med fritlagte bjælker, og man forelsker sig i alle små kroge og detaljer. Selvom det var januar, og der var rim på vinrankerne om morgenen, kunne vi nyde tapas og vin på terrassen i solens varme. Og om aftenen se tågen krybe op og dække dalen igen, så det lignede et hav.

Området er meget besøgt af cyklister, vandrere og vinturister. Vi fik rundvisning og vinsmagning på Enate Winery, som samtidig er et kunstmuseum. Etiketterne på vinene af lavet af en masse forskellige kunstnere, og deres værker plus en masse andre er udstillet. Et herligt sted med liflig duft af rødvin på tønder.

Der er mange vandremuligheder fra Salinas de Hoz. Man kan fx gå til Naval, eller bare op på de omkringliggende småbjerge, hvor man har udsigt til sneklædte Pyrenæerne. Men hvis man er rigtig sej, kan man gå til Alquézar. Vi tog omvejen i bil – vandrestierne er vist også først nu begyndt at blive vedligeholdt.

Alquézar er en af byerne på Unescos verdensarvliste, og det er fuldt fortjent. Normalt er byen proppet med turister, men ikke i januar, så vi kunne nyde skønheden i fred. Vi parkerede i udkanten af Alquézar, slentrede igennem byen efter skiltene mod Ruta de las Pasarelas og fandt en trappe ned bag kirken, hvor vores vandretur skulle starte. Vi tog den røde rute GR 1.1.

Det er ikke en vandretur for gangbesværede, for stierne er både stejle, smalle og glatte nogle steder. Man starter med at gå ned af til man er i bunden af kløften og så følger man floden. Nogle gange på gitterstier, der er sat ind i klipperne. Undervejs ser man både vandfald og flotte forkastninger i bjergvæggene.

På et tidspunkt gik vi på en bro over på den anden side af floden, men derefter mistede vi faktisk orienteringen, da det ikke fremgik tydeligt, hvor vi nu var på stien. Vi gik derfor tilbage af den grønne sti mod byen.

Opstigningen mod byen var pænt hård, vandet var drukket og nu fik vi varmen. Men hyggeligt var det at gå forbi gedeflokke og buske med sorte oliven på. Vi sluttede besøget i kirken, Collegiata Santa Maria la Mayor, med den flotteste udsigt på toppen af Alquézar .