
Ingredienser (til ca. 75 cl):
300 g rabarber
300 g sukker
½ vanillestang
400 ml vodka
I slutningen af april er de første rabarber i haven klar til høst, så nu er det tid til at udvælge de tyndeste stængler til rabarberlikør.
Hvis man laver likøren af de første rabarber, er den klar til kølig drink Sankt Hans aften.

- Find en fin flaske til opbevaring. Jeg vælger gerne en 1-liters flaske til ovenstående måleforhold, så der er luft nok til at vende og ryste sukker til opløsning. Hvis åbningen er lille, er det en fordel med tynde rabarberstængler. Et god råd er at skære rabarberne i fine stykker direkte ned i flasken.
- Tilsæt sukker via en tragt, og en flækket vanillestang. Hæld vodka på og luk tæt.
- Vend/ryst flasken en gang om dagen de næste par dage, så sukkeret opløses. Lad derefter likøren stå og trække i mindst tre uger og gerne et par måneder.
- Man kan sigte rabarber og vanillestang fra, men i køleskab kan det holde i flere år med hele molevitten i, og det ser mere festligt ud, synes jeg.
- Servér den som læskende drink: Kom isterninger i et glas og tilføj saft fra en ½ lime. Hæld 6-8 cl rabarberlikør i og fyld op med danskvand. Pynt evt. med enkelte stykker rabarber i glassene, eller servér de sprittede rabarber til vanilleis.

Prøv også Rabarbershot